Du er en NGO

NGO står for ”Non-Government Organization”. En NGO er altså en organisation som ikke er en del af den offentlige sektor. Det betyder, at det ikke er politikkerne eller staten som bestemmer over organisationen. Det gør den selv! NGO’er kan derfor arbejde uafhængigt af politik og kan have deres helt eget interesseområde, som de prøver at hjælpe eller styrke.
Der er mange forskellige grønne NGO’er i hele verden, som arbejder for at hjælpe naturen og klimaet så vi kan få en grønnere og mere klimavenlig fremtid.
I “Klimaet på Spil” er jeres rolle som NGO at påvirke andre – erhvervsliv, politikere og forbrugere – i en grøn retning!
Herunder kan I læse nogle af de muligheder NGO’er har til at påvirke andre aktører:
Grønne lovforslag – påvirk den politiske proces
Et lovforslag er et forslag til en ny lov. En af folketingets hovedopgaver er at vedtage nye love. Alle medlemmer af folketinget kan stille forslag til nye love, men i praksis er det oftest regeringen der gør det med hjælp fra sine ministerier. Det kræver nemlig en masse viden og arbejde at skrive et lovforslag.

Grønne lovforslag er forslag til love, som gør Danmark mere klimavenlig. Det kan f.eks. være en lov om, at alle virksomheder skal lave et klimaregnskab og holde styr på, hvor meget CO2 de udleder.
For at politikerne gider lave grønne lovforslag skal de imidlertid vide, at det er vigtigt, og at befolkningen gerne vil have det. Det kan NGO’er være med til at vise ved demonstrationer og underskriftindsamlinger.
Konsulenter – giv jeres viden videre
En konsulent er en der rådgiver og hjælper virksomheder inden for bestemte områder. En konsulent arbejder altså ikke direkte for virksomheden, men bliver hyret ind, hvis virksomheden skal udvikle sig eller har brug for hjælp med noget helt bestemt. Mange konsulenter kommer fra NGO’er, fordi dem der arbejder i NGO’er er specialister på deres områder.

En klimakonsulent er en konsulent, der rådgiver og hjælper med ting, der har med klimaet at gøre. Klimakonsulenten kan hjælpe virksomheden med at lave klimaregnskab, så de kan finde ud af, hvordan de belaster klimaet.
Bagefter kan klimakonsulenten hjælpe med at finde på gode løsninger til, hvordan virksomheden kan blive mere klima-neutral.
En spildevandskonsulent er en der hjælper spildevandsvirksomheder som fx BIOFOS. Spildevandskonsulenten ved en masse om spildevand, og kan hjælpe spildevandsvirksomheden med at rense vandet bedst muligt og udvinde ressourcer fra rensningen.
U-lande – klimaforandringer er et globalt problem
U-lande er lande, som ikke har så udviklede infrastrukturer og politiske systemer. Det kan fx være at de ikke har offentlig transport eller spildevandsrensningsanlæg, og at politikerne ikke er valgt af folket. Mange u-lande kæmper også med problemer som fattigdom, sult og konflikt. Det betyder at landene ikke har så mange ressourcer til at beskytte sig selv og deres indbyggere mod klimaforandringer. Mange NGO’er arbejder derfor med at hjælpe u-landene med at håndtere de klimaforandringer, de står overfor.
Cirkulær økonomi

Cirkulær økonomi handler om at få flest mulige ressourcer ud af de varer vi har ved at genanvende dem igen og igen. Cirkulær økonomi er et alternativ til ”almindelig” økonomi, hvor man udvinder råstoffer, producerer varer, forbruger varer og til sidst smider varen ud. I cirkulær økonomi giver man varen tilbage til økonomien når man er færdig med at bruge den.
Det kan være ved at give varen til en genbrugsbutik, så andre kan bruge den, eller ved at aflevere den på genbrugspladsen, hvor materialerne i varen kan sorteres og bruges til at lave nye varer. Mange genbrugsbutikker drives af NGO’er og frivillige.
Klimaforbrydelser
Betegnelsen klimaforbrydelser dækker over mange forskellige forbrydelser, som alle har det tilfælles, at de overtræder klimalovgivning og skader klimaet, menneskers sundhed eller begge dele. Det kan fx være:

- ukorrekt indsamling, transport, nyttiggørelse eller bortskaffelse af affald;
- ulovlig drift af et anlæg, hvori der udføres en farlig aktivitet, eller hvor farlige stoffer eller præparater opbevares;
- drab, ødelæggelse, besiddelse eller handel med beskyttede vilde dyre- eller plantearter;
- produktion, import, eksport, markedsføring eller brug af ozonlagsnedbrydende stoffer.
Klimaforbrydelser begås fx af store internationale firmaer, og det er blandt andet muligheder for høj fortjeneste, juridiske uoverensstemmelser mellem landene, lav risiko for opdagelse og marginale straffe som kan gøre klimakriminalitet til en meget attraktiv forretning.
I de sidste par år er det dog ikke kun store firmaer som beskyldes for at begå klimaforbrydelser. NGO’er er også begyndt at beskylde regeringer for ikke at følge deres egen klimalovgivning. I Danmark har NGO’en NOAH beskyldt regeringen for at føre en politik, som gør det umuligt at nå deres egne klimamål. Og i Tyskland har aktivister faktisk fået staten dømt for klimaforbrydelser – se mere om det her:
