Fosfor i planter
Ligesom vi mennesker har behov for vitaminer, mineraler og energi i form af mad, har planter på samme måde behov for næringsstoffer og andre stoffer for at overleve og vokse. Når planterne laver fotosyntese, omdanner de CO2 til glukose, som man kan sige er planternes mad. Derudover har de, ligesom vi mennesker, også behov for vand, og det får planterne gennem deres rødder. Det er også via rødderne at planterne får deres livsnødvendige næringsstoffer.
Makronæringsstoffer:
- Fosfor
- Nitrogen
- Kalium
- Magnesium
- Calcium
- Svovl
Mikronæringsstoffer:
- Jern
- Mangan
- Kobber
- Zink
- Bor
- Klor
- Silicium
- Molybdæn
Når man taler om næringsstoffer til planter, deler man dem op i makronæringsstoffer og mikronæringsstoffer afhængig af hvor mange kg. pr. hektar planterne har behov for. Fosfor er et makronæringsstof, hvilket vil sige at planterne har behov for meget fosfor, for at kunne trives optimalt.
