Se videoen om cirkulær økonomi og læs mere her:
Cirkulær økonomi BIOFOS
Hos BIOFOS er spildevand ikke spildt, men indeholder mange vigtige ressourcer som skal recirkuleres til gavn for en bæredygtig udvikling. Det rensede spildevand ledes retur til vandmiljøet, og ressourcerne udnyttes blandt andet til at skabe grønt overskud på vores energibalance i form af fjernvarme, el og bio-naturgas, som er med til at gøre forsyningsnettet mere bæredygtigt.
BIOFOS og hovedstaden
BIOFOS er en væsentlig del af et sammenhængende hovedstadsområde. Vores aktiviteter har en direkte effekt på livet i hovedstadsområdet. Vi er en del af et kredsløb, der skal sikre en bæredygtig udvikling af området, så det er attraktivt for erhverv, boliger, beskæftigelse, uddannelse, forskning og byudvikling.

Ikke helt i mål
BIOFOS er ikke helt i mål med den cirkulære økonomi. I over 20 år har BIOFOS lagret den aske, som fremkommer ved afbrænding af det udrådnede slam.
Asken, der indeholder mellem 5-15% fosfor, placeres i et depot. Lige nu arbejdes der med at få udvundet fosforen af asken. Det er ikke lykkedes helt endnu, men forventningen er, at der inden for de nærmeste år kan udvindes fosfor fra slamasken.
