Mere regn – mere spildevand
Som I allerede har lært, kommer klimaforandringerne i Danmark til at betyde mere overfladevand, som skal håndteres. For et spildevandsrensningsfirma som BIOFOS betyder det, at vi også skal kunne klare at få mere vand. Det kan vi gøre ved enten at gøre vores anlæg større så der er plads til mere vand, eller ved at gøre processerne mere effektive, så vi renser vandet hurtigere. Lige nu arbejder BIOFOS på at gøre begge dele!
Se videoen om BIOFOS udbygningsplan:
Fælles- og separatkloakering
Noget andet man kan gøre for at renseprocesserne kan følge med, er at mindske den mængde vand, der løber ud til anlægget. Lige nu bliver meget af den regn, som falder over hovedstadsområdet, blandet med spildevand i kloakkerne fordi vi har det, der hedder fælles-kloakering.
Fælles-kloakering betyder netop at regnvand og spildevand løber i de samme rør, hvor det bliver blandet. I nyere byggerier laver man nu separat-kloakering, som betyder at spildevand og regnvand ikke bliver blandet sammen. Det er smart, fordi rensningsanlægget kun skal rense spildevandet, og regnvandet kan derfor blive ledt direkte ud i havet.
Men det er dyrt at ændre på kloakkerne når først de ligger i jorden – tænk på hvor meget der skal graves og bygges om!
Samstyring
I stedet arbejder BIOFOS sammen med vores partnere på at styre overfladevandet på andre måder. En af måderne man gør det på, er ved at bygge vandveje, render og åbne bassiner som regnen kan løbe over i, og hvor der er plads nok til de store regnmængder. Her samler vandet sig og transporteres ud til havet, vandløb eller søer.
Et andet vigtigt princip er at forsinke vandet indtil der igen er plads i kloakken. Det gør man f.eks. ved at bygge store tanke under jorden eller bassiner over jorden. De fungerer som ”venteværelser” hvor vandet kan samles indtil der igen er plads i kloakkerne.
Dette kaldes for Samstyring og styres i samarbejde mellem BIOFOS og kommunerne.