I undervisningsforløbene arbejder vi en del med faglig læsning. I faghæfterne for naturfag står der følgende under kommunikationskompetencen
Kommunikationskompetence – hvordan kan man forstå den?
Et kendetegn ved naturvidenskaben er, at den skal kunne kommunikeres ved hjælp af relevante udtryksformer, fagsprog og naturvidenskabeligt funderede argumenter. Det er denne tilgang til kommunikation, som også danner udgangspunkt for kompetenceområdet kommunikation i skolens naturfag.
En elev med kommunikationskompetence vil kunne bruge det naturfaglige sprog til både at beskrive og formidle naturfaglige fænomener og indsigter. Konkret betyder det, at eleven vil kunne læse og producere naturfaglige tekster samt diskutere og formidle et naturfagligt indhold med brug af fagsprog, naturfaglige
modeller og have kendskab til teksttyper med naturfagligt indhold og naturfaglige skrivemåder.
En elev med kommunikationskompetence vil samtidig kunne argumentere med naturfaglige belæg og forholde sig kritisk til argumentation med et naturfagligt islæt.
Opgaver til at underbygge den faglige læsning
For at understøtte de faglige tekster og fremme den fagfaglige kommunikation i klassen er der forskellige opgaver eleverne skal arbejde med efter de har læst teksterne, det kan være små undreopgaver, svar på QUIZZER om teksterne, walk’n talk, quiz og byt m.m.
Derudover er der opgaver som eleverne skal arbejde med imens de læser.